Maja Barfod Hørsving

Hvor arbejder du, og hvad er din stillingsbetegnelse?

Seniorkonsulent hos Danske Regioner.

Hvad laver du?

Jeg forhandler overenskomst med de praktiserende læger og kontrakter med privatsygehusene. Jeg har derfor mange forhandlingsmøder og koordineringsmøder. Derudover en del interne møde. Så en stor del af min dag går med at holde møder. Enten interne, med regionerne, med interessenter såsom ministerier og styrelser eller forhandlingsparterne.

Derudover har begge områder meget politisk bevågenhed, så jeg bruger også en del af min tid på at fortælle om områderne: fremskridt, status og udfordringer.

Endelig er der også en del drift, hvor jeg svarer på spørgsmål fra borgere, regioner eller andre. Der skal desuden forberedes politiske møder.

Hvilken karrierevej har du haft?

Dette er mit første fuldtidsjob, og jeg har været i Danske Regioner i over 6 år.

Hvilke (valg)fag tog du på studiet?

Jeg har hele tiden kredset om sundhedspolitik og interessentanalyser. På studiet tog jeg valgfag som sundhedspolitik, styringsmekanismer i sundhedsvæsenet osv. Men jeg tog også andre fag, fordi de var spændende, såsom reproduktiv sundhed og psykologi.

Hvilke FSV-kompetencer bruger du i dit arbejdsliv?

Jeg bruger rigtig meget mit kendskab til sundhedsområdet, og til hvordan beslutninger bliver taget. Derudover bruger jeg min viden om anatomi osv. rigtig meget, når jeg skal udforme aftaler om behandling.

Andre kommentarer

De kompetencer, jeg bruger mest, er forhandling og politisk forståelse. Det kan ikke læres på studiet – så det har jeg lært i studienævnet, fakultetet og i studenterpolitik.

Denne karriereprofil er skrevet i 2014